Pervasive positioning
- positionering hvor som helst og når som helst
Indsatsområdet Pervasive Positioning udvikler kompetencer, værktøjer, software og services, som virksomheder kan udnytte til nye innovative produkter til positionering og lokationsbestemmelse.
Galileo
Indsatsområdet fokuserer især på opbyggelse af viden og
kommerciel udnyttelse af Galileo, den europæiske pendant til det amerikanske
GPS-system. Når Galileo er fuldt udbygget i 2013 giver systemet både
større
nøjagtighed end GPS – ned i decimeter – og mulighed for indendørs
lokalisering.
Galileo åbner muligheder for at indbygge positioneringsbestemmelse i næsten
alting, og meget tyder på, at positionsbestemmelse bliver en ny ”general
purpose technology” på linie med dampmaskinen eller internettet.
Forretningspotentialer
Allerede nu er markedet for satellitbaseret positionering og navigation i
eksponentiel vækst. Man regner med et salg på svimlende 230 millioner
enheder i Europa i 2011. Galileos infrastruktur åbner op for et stort og
nyt marked inden for pervasive positioning. Ifølge en rapport fra EU vil
der i løbet
af de næste år blive skabt 250.000 jobs i Europa alene baseret på Galileos
infrastruktur.
Den danske erhvervsstruktur giver os meget gode muligheder for at byde ind. Det
gælder f.eks. inden for transport, landbrug, energi, finans, håndtering
af nødsituationer og krisestyring, miljøstyring og inden for ferie-
og fritidsbranchen.
Aktiviteter
Indsatsområdet er helt nystartet, og aktiviteterne er derfor under udvikling.
Det primære fokus er i øjeblikket udviklingen af en ”højteknologisk
platform” – et application framework med basis-softwarekomponenter,
som en bred vifte af virksomheder kan bruge til at udvikle eller videreudvikle
applikationer, services og produkter.
Hensigten er at komponenterne skal reducere virksomhedernes ”time-to-market” og
skabe muligheder for, at komponenter og applikationer kan kommunikere inden for
samme standarder. Platformen har fået støtte fra Højteknologifonden
og er et samarbejde mellem Aarhus og Aalborg Universitet og virksomhederne Terma,
Systematic Software Engineering og Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret.
Alexandra Instituttet er projektleder.
