Projektdeltagere
For et givet projekt etableres et team, der består af:
- Forskere og studerende (bachelor, kandidat, ph.d.-niveau)
- Medarbejdere i virksomhederne
- Repræsentanter fra relevante brugerorganisationer
Det er vigtigt, at teamet består af personer, der er vant til at arbejde i projekter og har forståelse for at virksomheder, forskere og brugere har forskellige interesser.
Det er også vigtigt, at arbejdet i projektet organiseres på en måde, der sikrer et tæt og forpligtende samarbejde mellem deltagerne.
Forskningsparate virksomheder
Virksomheder, der deltager i projekterne, har behov for den nyeste forskningsbaserede viden i deres produkter. Sådanne virksomheder kaldes ofte for forskningsparate og kan ofte deles op i flg. grupper, som kan være overlappende:
- Anvendelse af it-forskning. Omfatter typisk virksomheder, der ikke laver egentlig it-udvikling, men har brug for avanceret it i deres produkter.
- It-kompetenceudvikling. Omfatter virksomheder, der har egen it-udvikling, men har brug for at løfte kompetenceniveauet til de nyeste teknikker, metoder og teknologi.
- Avanceret it-udvikling. Virksomheder, der laver avanceret it-udvikling, men har brug for sparring fra forskere om de nyeste resultater inden for specifikke forskningsområder.
- It-forskning. Virksomheder der laver egentlig it-forskning.
Det er vigtigt her at påpege, at forskningsparate virksomheder dækker langt bredere end virksomheder, der udfører egen forskning.
Anvendelsesparate forskere
Forskere, der deltager i projekterne, skal have en interesse og forståelse for at organisere deres forskning, så den er relevant for virksomhederne. For langt de fleste forskere, som Alexandra Instituttet har kontakt med, gælder at deres forskning er afhængig af, at de kan finde samarbejdspartnere, der vil afprøve forskningen og inspirere til ny forskning.