Nyheder
Julehilsen fra netværkslederen

Tilbage fra barsel
Efter seks måneders barsel er jeg startet igen som netværksleder på sundhedsITnet den 1. november 2009.
Det har været dejligt at holde barsel, og det er dejligt at komme tilbage til et netværk, som har været velfungerende under fraværet og igen at kunne bruge sin faglighed.
Charles Dickens' jule-eventyr
Som i 'Et juleeventyr' af Charles Dickens kan netværket i denne tid beskues med tre forskellige perspektiver. Bevillingen fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (VTU) til drift af det højteknologiske netværk sundhedsITnet udløber per 31/12 2009. Svarende til 'The spirit of Christmas past' kigger vi tilbage på netværkets fireårige levetid med henblik på fastholdelse af kontakter og gode erfaringer.
Nu er det ikke sådan, at netværket og sekretariatet har siddet passivt og imødeset udløb af bevilling fra VTU med hænderne i skødet. En proces er igangsat i løbet af efteråret 2009, hvor et strateginotat er blevet udarbejdet. Dette notat skal danne grundlag for en ansøgning til et nyt innovationsnetværk (som de højteknologiske netværk er omdøbt til).
The Spirit of Christmas present
SundhedsITnet har fra VTU modtaget tilsagn om forlængelse af bevillingen til og med første halvår af 2010 (30. juni 2010). Der er tale om et synkroniseringsår i forhold til de øvrige innovationsnetværk. Derfor har sundhedsITnet et halvt år med bevilling til aktiviteter.
Sekretariatet har desuden planer om at benytte dette halve år til at tilbyde firmaer, hospitaler, universiteter og andre organisationer medlemskab i et halvt år. Dette skal ses som en slags prøvemedlemskab, så disse organisationer kan få en fornemmelse af, hvad medlemskab af sundhedsITnet indebærer.
I denne sammenhæng må de af nyhedsbrevets læsere, som ikke allerede er medlemmer af netværket, gerne tilkendegive, hvorvidt medlemskab kunne have interesse. Desuden må alle nyhedsbrevslæsere gerne kontakte sekretariatet med forslag til organisationer, som kunne have interesse i ovenstående tilbud.
SundhedsITnet har i første halvår af 2010 planer om at afholde temadage om eksempelvis 'Nyt sygehusbyggeri' og 'Automatiseret Medicinering' med henblik på etablering af interessegrupper om emnerne på tværs af sundhedsITnets faggrupper.
Konceptet med interessegrupper er lånt fra søsternetværket InfinIT (www.infinit.dk). InfinIT har gode erfaringer med etablering af sådanne interessegrupper. Disse efterfølges hyppigt af egentlige projekter indenfor emnet efter en vis modningsperiode. Som eksisterende eksempel kan nævnes 'Intelligente tekstiler'. SundhedsITnet har deltaget i arrangementer om dette emne vedrørende afdækning af dets potentiale inden for sundhedsvæsenet.
The Spirit of Christmas future
Det er tidligere konstateret, at det er svært at spå....især om fremtiden. Ud over ovenstående planer for første halvår for 2010 kan kun tiden vise, hvordan ansøgningen til et nyt netværk for sundheds-it vil se ud, og hvilken struktur det nye netværk vil arbejde under. Vi mener at have lært af fire års netværksdrift og at kunne tage de bedste erfaringer og metoder med til et nyt netværk. Vi forventer at kunne anvende første halvår af 2010 til afprøvning af nye metoder og opnå erfaringer med disse. Desuden vil en ny ansøgning blive skrevet, og vi ser frem imod arbejdet i et nyt netværk.
SundhedsITnets sekretariat ønsker medlemmer, nyhedsbrevslæsere, styregruppe, samarbejdspartnere, faggrupper og faggruppeledere en glædelig jul og et godt nytår, og vi ser frem til videre samarbejde i det nye år.
