Reportage fra workshop om simulering af sundheds-it-systemer
Faggruppen Menneskelige og Organisatoriske Faktorer afholdte 9. juni i regi af sundhedsITnet, V-CHI og IT Eksperimentariet (ITX) workshoppen ”Simulering til usability-evaluering af sundheds-it-systemer”. Formålet med workshoppen var at demonstrere, hvorledes it-systemer til hospitaler m.m. kan testes i et simuleret miljø. Workshoppen markerer starten på en række aktiviteter i faggruppen inden for temaet simulering. Ca. 40 personer, primært repræsentanter fra it-virksomheder og hospitals-it-afdelinger, deltog i konferencen, som foregik på ITX, IT-Eksperimentariet på Herlev Hospital.
Faggruppeleder og professor Christian Nøhr fra Aalborg Universitet bød velkommen med en introduktion til faggruppens arbejde og et kort oprids af dagens program.
Herefter gav Sanne Jensen, projektleder i Region Hovedstaden en præsentation om ITX. IT Eksperimentariet, som er oprettet i efteråret 2007, giver mulighed for afprøvning af it-systemer i et klinisk miljø, inden systemerne rulles ud på fx et hospital. Formålet med disse tests er primært gennem observation af kliniske scenarier at undgå, at systemerne påvirker arbejdsgangene uhensigtsmæssigt. ITX har gode erfaringer med simuleringerne, bl.a. fordi de giver brugbare input til systemudvikling og styrket viden om implementeringsaspekter.
I et oplæg fortalte Gry Seland fra Norsk Senter for EPJ (NSEP) efterfølgende om simuleringslaboratoriet i Trondheim, som er støttet af Norges Forskningsråd. Laboratoriet er i dag jævnligt i brug af personer fra forskningsverdenen, industrien og sundhedsvæsenet i Norge. Gry Seland gav et eksempel på en case med test af et medicineringsmodul. Resultatet fra simuleringsscenarierne var bl.a., at der var store krav til brugergrænsefladen i stressede arbejdssituationer. Casen afspejler en af fordelene ved tests i simulerede miljøer, nemlig at problematikkerne omkring it-systemer bliver tydeligere, når de gennemspilles ”i virkeligheden”. Dog er det ifølge Gry Seland vigtigt med komplette og tilgængelige patientdata for at få en så præcis og virkelighedstro simulering som muligt.
Efter præsentationerne blev deltagerne inddelt i mindre grupper, der skulle foretage en konkret simulering. Hver person fik tildelt en rolle til de scenarier, som skulle gennemspilles: Ordinering samt administration af medicin på en sengestue. Formålet var at teste en mock-up af et it-system til beslutningsstøtte i forbindelse med medicinering, som udvikles til det europæiske forskningsprojekt PSIP, Patient Safety through Intelligent Procedures in medication.
Forinden havde deltagerne fået en introduktion til forløbet samt en grundig gennemgang af de forskellige faser - planlægning/forberedelse, udførelse og evaluering – som kendetegner proceduren ved en simulering.
Efter simuleringerne evaluerede de individuelle grupper deres eget testforløb, bl.a. ved brug af en spørgeguide. Dette skabte en god debat om fordele og ulemper ved det testede beslutningsstøttesystem og ansporede til forslag til videreudvikling.
Inden grupperne fremlagde resultaterne fra simuleringerne i plenum, blev dagens sidste præsentation givet af Peter Elkin, læge og direktør for Center for Biomedical Informatics, Mount Sinai Hospital i New York, USA. Peter Elkin fortalte om simulering i sundhedsinformatik og human factors engineering og gav eksempler på, hvordan patientsikkerhed ofte bliver kompromitteret pga. dårligt designede it-systemer. Han opfordrede derfor til inddragelse af brugerne i udvikling og tests af it-systemer til sundhedsvæsenet og plæderede for brug af simuleringer. Peter Elkin advarede mod at forlade sig på usability-tests alene, da disse tests har begrænsninger: Testresultaterne beviser ikke i sig selv, om et produkt rent faktisk virker efter hensigten. Det kræver også analyse af arbejdsprocesser og arbejdsgange for at kunne sætte systemet i en kontekst, hvilket tests i simulerede miljøer bl.a. giver mulighed for.
Grupperne fra dagens simuleringer fremlagde efterfølgende resultaterne og evalueringen af disse. Overordnet var konklusionerne følgende:
Specifikt ift. det testede beslutningsstøttesystem:
- Lægen havde primært fokus på pc-skærmen i stedet for på patienten. Et forslag gik derfor på at udvikle it på afdelinger, som inddrager patienten og at undersøge, hvordan it ”bliver båret ud til sengestuerne”.
- Det er vigtigt at udvikle brugergrænseflader, som afspejler arbejdsprocesserne og understøtter forskellige arbejdssituationer. Dette kan bl.a. gøres ved at teste i et simuleret miljø, hvordan systemet fungerer i stressede og kritiske situationer, hvilket Gry Seland var inde på i sin præsentation.
Generelt om simuleringer:
- Gode simuleringer kræver megen forberedelse; bl.a. skal de implicerede parter instrueres grundigt i simuleringen. Det er ligeledes vigtigt at definere et formål med testen og at holde sig dette for øje gennem hele forløbet. Ydermere skal testmiljøet og scenarierne afspejle ”virkeligheden” i så høj grad som muligt.
- Det er vigtigt at kunne teste i alle faser af et produkt, dvs. fra tidlig udvikling til test af prototypen. En kommentar var, at simuleringer er en god måde at være med til at udforme kravspecifikationer på.
- Simulationen er et vigtigt kommunikationsredskab, som giver mulighed for at fange interaktionen klinikerne imellem samt mellem klinikere og patienter.
Christian Nøhr afrundede dagen med en kommentar om i relation til de fremsatte konklusioner, at det er vigtigt med både metode- og resultatkritik. Der var bred enighed blandt deltagerne om, at dagens arrangement var frugtbart og erfaringerne herfra gode at tage med hjem i forhold til forståelsen af potentialerne ved simulering af it-systemer i kliniske miljøer.
