Ledelse og effektmåling
Vision
Faggruppen skal bidrage til at udvikle mere hensigtsmæssige ledelsesværktøjer til at implementere og drive store it-systemer inden for den danske sundhedssektor. Faggruppen skal også være med til at sikre bedre udnyttelse og anvendelse af ny teknologi.
Formål
- At samle forskere, virksomheder og sundhedsudbydere med viden inden for ledelse og effektmåling i Danmark
- At skabe overblik over effektmålingsmetoder i Danmark og udlandet
- At afdække uddannelsesbehov (f.eks. omkring it-governance og supportprocesser)
- At rekruttere flere forskere til feltet
- At skabe større sammenhæng mellem tiltag inden for it-governance, arbejdsprocesser/BPR og softwarearkitektur
Fagligt område
Effektmåling handler om at måle på processer. Den spiller en vigtig rolle for beslutningstagere i sundhedssektoren og for virksomheder, der udvikler teknologi til sektoren. Denne rolle udspilles i hele forløbet fra en ny IT-applikation planlægges til den er sat i drift på eksempelvis et sygehus. Den udspilles tillige på forskellige organisatoriske niveauer. Fra ledelsen til de medarbejdere, der er involveret i planlægning og implementering af IT-applikationen.
Formålet er at identificere de effekter, der er opstået som følge af de initiativer, der iværksættes i forbindelse med ibrugtagning af nye IT-løsninger. Effekterne kan være knyttet til effektivitet, kvalitet, patientpleje mv. Effektvurderingen kan basere sig på de mål og strategier, der er formuleret for organisationen. Eller den kan være bredere fokuseret og identificere alle de effekter der måtte komme, hvad enten de er planlagt eller utilsigtede.
I tilknytning til effektvurderingen er det nærliggende også at beskæftige sig med implementeringsprocessen. Effekterne vil naturligt nok afhænge af den måde, som implementeringen gribes an på. Så derfor er det naturligt at indsamle viden om denne proces og stille den til rådighed for sundhedsorganisationer, der skal implementerer lignende løsninger.

