Pervasive Healthcare
Vision
Fagområdet skal bidrage til at skabe grundlag for at sundhedsydelser kan leveres når og hvor borgere og sundhedsudbydere ønsker det - og give den enkelte borger - og dennes pårørende - en langt mere aktiv rolle i indsatsen for egen sundhed.
Formål
På den baggrund vil fagområdet medvirke til at der igangsættes projektaktiviteter der:
- samler folk i Danmark med relevant viden inden for pervasive healthcare
- skaber overblik over pervasive healthcare projekter i Danmark
- sikrer en interaktion med og formidling til netværket og de andre fagområder
Fagligt område
Informations- og kommunikationsteknologi bliver i disse år stadig mere allestedsnærværende (pervasive). Pervasive healthcare betegner brugen af denne ’pervasive computing’ teknologi til at levere sundhedsydelser. Pervasive healthcare handler således om at levere sundhedsydelser når og hvor borgerne ønsker det og at give den enkelte borger og dennes familie en langt mere aktiv rolle i indsatsen for egen sundhed. For at realisere dette potentiale kræves en markant indsats, der omfatter såvel it-forskning, som klinisk forskning i samarbejde med leverandører af såvel it som sundhedsydelser. Blandt de emner der skal undersøges er: nye former for hardware og softwareteknologi, der passer bedre til sundhedsarbejde; sensor netværk til biologisk monitorering både på hospitalet, i den præhospitale indsats og i hjemmet; nye former for patient-læge-pårørende samarbejde baseret på netværksbaserede tjenester og telemedicin; alarmerings- og overvågningsteknologi samt teknologi til egenomsorg samt egenbehandling.

