"Pervasive Computing in Healthcare" på gaden
Professor Jakob Bardram fra IT-Universitetet har netop fået udgivet bogen "Pervasive Computing in Healthcare" sammen med Alex Mihailidis fra University of Toronto, Ontario, Canada og Dadong Wan fra Accenture Technology Labs, Chicago, Illinois, USA.
Bogen introducerer anvendelse af pervasive computing koncepter (it i alting) i sundhedsvæsenet.
Fokus er på forskning i og udvikling af softwarearkitektur til brug på hospitaler og andre steder, hvor sundhedsydelser kan udbydes ved hjælp af pervasive computing, f.eks. i hjemmet. Beskrivelserne heraf suppleres med eksempler på konkrete pervasive computing applikationer.
Endelig indeholder bogen et overblik over væsentlige metodemæssige tilgange inden for forskning i sundheds-it.
Jakob Bardram holder iøvrigt sin tiltrædelsesforelæsning som professor d. 18. januar 2007 kl. 15.00 på IT-Universitetet i København. Jakob kommer fra en stilling som lektor i Datalogi på Aarhus Universitet.

