Home | Oversigt        

nyhedsbrev

Nummer 1 - februar 2008

Studiejob-ordning – Uddannelsen i it, Datalogisk Institut

Datalogisk Institut, Aarhus Universitet, har oprettet en ny bacheloruddannelse i it. Uddannelsen i it er specifikt møntet på at give de studerende kompetencer inden for datalogi kombineret med viden om produktdesign og forretningsforståelse, altså en uddannelse i produktudvikling med fokus på integration af it i nye produkter.

For at gøre uddannelsen erhvervsrettet tilbydes de studerende studiejob på uddannelsens 2. år. Her arbejder de studerende under almindelige studenterjob-vilkår, men har tilknyttet en medarbejder på virksomheden som mentor. Mentoren har kontakt med vejledere på Datalogisk Institut.

Formålet med forløbet er at give den studerende:

  • Praktisk erfaring med anvendelse og konstruktion af it
  • Evner inden for løsning af praktiske datalogiske opgaver
  • Udvikle samarbejdsevner og arbejdsvaner i relation til projektarbejde
  • Et empirisk grundlag der kan anvendes i forbindelse med studiet 
  • Motivation for at forfølge en karriere i it-industrien

Undervisningen på uddannelsens 2. år er tilrettelagt sådan, at man følger kurser, der kan have relation til studiejobbet.

Studiejobpuljen formidles af Datalogisk Institut, og vi ønsker at få en vedvarende kontakt til store regionale it-virksomheder. Derfor benytter vi kontakter gennem Alexandra Instituttet og it-forum midtjyllands netværk.

Vi vil dog også meget gerne i dialog med små og mellemstore virksomheder, da der her også ligger et stort gensidigt udviklingspotentiale, både for os men også for virksomhederne.

Kort om ordningen

- Virksomheder ansætter en eller flere 2.-års it-studerende, som udgangspunkt for et 1-års periode

- Ordningen træder i kraft sommer 2008

- Virksomheden tilknytter en mentor, som deltager i 2 status- og evalueringsmøder med studiekoordinatoren på Datalogisk Institut

- Vejl. gennemsnitlig arbejdstid: 8-12 timer/uge

Ordningen er et nyt tiltag fra universitetets side, der skal skabe sammenhæng mellem studie og erhverv. Vi håber, at ordningen kan være med til at skabe en bedre kontakt til branchen og et bedre grundlag for karrierevalg for vores studerende. 

For virksomheden er fordelen naturligvis at få adgang til nogle af de kompetencer, som der pt. er stort behov for i it-branchen, og på sigt kunne rekruttere vores studerende efter studiet. For virksomheden ligger der også en stor fordel i et konkret samarbejde med universitetet, som kan være med til at øge videnspredningen og skabe en større sammenhæng mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitutionen. 

Da vi allerede nu gerne vil i gang arbejde videre med planlægningen af ordningen, vil vi meget gerne snarest høre fra virksomheder, som allerede har besluttet sig for at deltage i ordningen.

Kontaktperson

Søren Poulsen

Datalogisk Institut

Åbogade 34

8200 Aarhus N

poulsen@daimi.au.dk

tlf. 89 42 56 13 – 20 95 12 82

Tidsplan

Februar: Deltagende virksomheder angiver det antal studerende, som de ønsker at få i job samt navngiver en mentor. 

Medio april: Datalogisk Institut afholder “Virksomhedspræsentationsdag”, hvor virksomhedernes mentorer giver en kort præsentation af virksomheden og studiejobbets indhold for de studerende.

Medio maj: Ansøgningsfrist for de studerende. Datalogisk Institut matcher virksomheder og studerende. Virksomheden indkalder efterfølgende til evt. samtaler.

Juni-september: Jobstart: Vi foreslår, at ansættelsen sker mellem juni (efter 1.-års eksamen) og september (studiestart).

© Alexandra Instituttet A/S