Home | Oversigt        

nyhedsbrev

Nummer 2 - juni 2005

Kultur - og forskningspris til CAVI
- 100.000 kr. fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation

Aarhus Universitets virtual reality center, Center for Avanceret Visualisering og Interaktion, CAVI, modtog onsdag den 25. maj en stor kultur- og forskningspris.

Det var Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation (det tidligere Humanistiske Forskningsråd), der uddelte sin nyindstiftede pris for "Et Dynamisk Forskningsmiljø". Prisen er på 100.000 kr.

CAVI arbejder med 3D-teknologi og virtual reality og eksperimenterer bl.a. med interaktivt tv, 3D-film, arkitektur og byplanlægning og kunst og kultur.

CAVI samarbejder med en lang række eksterne partnere, bl.a. Zentropa Interaction, Den Jyske Opera, kunstnergruppen Superflex, Den Danske Filmskole, Peter Schaufuss Balletten og filminstruktøren Aage Rais.

Prisen gives med følgende motivering:

”I det forløbne årti er der sket en dramatisk udvikling af IT-forskningen i Danmark. På næsten alle højere læreanstalter findes centre og afdelinger, der udforsker de muligheder og udfordringer, vi får gennem de nye medier. En stor del af denne forskning er humanistisk forskning, for i dag er det i høj grad den brugerflade, der forbinder computeren med sin bruger, der har interesse.

Blandt alle de unge og spændende tværvidenskabelige forskningsmiljøer, der er opstået på dette grundlag, skiller Center for Avanceret Visualisering og Interaktion sig ud. Centeret er eksemplarisk i flere henseender. Det er ægte tværvidenskabeligt med projektgrupper, der består af forskere med vidt forskellig baggrund. Det er udadrettet med flere produktive samarbejder med andre centre og institutter. Og ikke mindst er det et center, der producerer fremragende resultater og vækker international opmærksomhed.

CAVI holder en høj faglig standard inden for alle de – meget forskellige – vidensområder, som centret omfatter. I den brede befolkning er der skabt opmærksomhed om de imponerende digitale modeller til lægevidenskaben. Men CAVI laver meget mere end medico-teknik, bl.a. havforskning, arkitekturforskning, samarbejde mellem billedkunst og IT, visioner for fremtidens skole og fremtidens arbejdsplads og nye metoder til teater, TV og film.”

Læs Forskningsrådets pressemeddelelse her

 

 

© Alexandra Instituttet A/S