Home | Oversigt        

nyhedsbrev

Nummer 3 - november 2005

Status - Software

Af lektor/souschef Klaus Marius Hansen, marius@daimi.au.dk

 

Softwareområdet er for tiden involveret i tre store projekter:

  • ISIS Katrinebjerg hvor der er igangsat 11 softwareprojekter med små og store virksomheder (www.isis.alexandra.dk/software)
  • PalCom-projektet - et stort EU-projekt - hvor hovedmålet er at lave en åben arkitektur til pervasive computing (www.ist-palcom.org)
  • KomIAlt-netværket tilbyder indblik i fremtidens teknologiske muligheder inden for pervasive communication baseret på forskning fra danske uddannelsesinstitutioner (www.komialt.dk)

ISIS Katrinebjerg

En række projekter er igangsat og afsluttet. For nuværende kører følgende softwareprojekter:

"Fokus på fremtiden: arkitektur, applikationer og grænseflader til trådløs telefoni"
Projektet er et samarbejde mellem Datalogisk Institut, Aarhus Universitet, og KIRK telecom A/S med det formål at udforske fremtidens trådløse telefonsystemer. Dette involverer bl.a. software og arkitektur til lokalisering af DECT-telefoner, udvikling af fremtidens fleksible hardware- og softwarearkitekturer til trådløse telefonsystemer og brugergrænseflader til små enheder. Projektet løber fra 1. april 2004 til 31. december 2006 og har et samlet budget på 16,2 mio. kr.

"Arkitekturer for kommunikation mellem mobile og stationære enheder (LIWAS)"
Baseret på teknologi udviklet af LIWAS A/S til analyse, overvågning og genkendelse af en kørebanes overflade f.eks. med hensyn til om overfladen er tør, våd eller frossen arbejder projektet med implementation og evaluering af kommunikation af data imellem biler og mellem biler og stationære systemer. LIWAS-systemet findes i de første prototyper og har bl.a. været testet i Nordnorge. Projektet løber fra 1. april 2003 til 31. marts 2006 og har et samlet budget på 7,9 mio. kr.

"B&O+OO: Objektorienteret software til hjemmets digitale infrastruktur"
Projektet omhandler forskning i og udvikling af softwareframeworks til AV-udstyr i et samarbejde mellem Bang & Olufsen, Datalogisk Institut, Aarhus Universitet, og

Alexandra Instituttet. Dette involverer bl.a. forskning i softwareaspekter af context awareness og understøttelse af mobilitet på softwareniveau. Projektet løber fra 1. januar 2003 til 31. december 2005 og har et samlet budget på 8,6 mio. kr.

"Software til identifikation af sygdomsgener"
Projektet omhandler udvikling af mere effektive algoritmer og værktøjer til analyse af populationsgenetiske data. Formålet med sådanne analyser er lokalisering af områder i arvemassen med association til sygdomme med en genetisk komponent, f.eks. kræft. Projektet løber fra 1. marts 2004 til 28. februar 2006 og har et samlet budget på 1,3 mio. kr.

PalCom

PalCom-projektet (IST-002057) arbejder med et nyt perspektiv på pervasive computing kaldet "palpable computing". Palpable computing-systemer er pervasive computing-systemer som er "håndgribelige" både i fysisk og overført forstand. Ud over at være i stand til at træde i baggrunden understøtter disse systemer f.eks. således brugere i at kunne forstå og synliggøre systemer på det niveau de ønsker. Et af projektets hovedmål er at udvikle en åben arkitektur for sådanne systemer og softwaremæssigt giver det store udfordringer, hvis der skal være understøttelse af palpable computing på systemniveau. Projektet løber fra 1. januar 2005 til 31. december 2007.

KomIAlt

Formålet med det højteknologiske netværk "KomIalt - Vidennetværket for pervasive communication" er at skabe et fundament for videndeling og partnerskaber mellem videninstitutioner og virksomheder, at initiere events og aktiviteter der stimulerer videndeling, at finde og formidle resultater fra projekter og forskning nationalt og internationalt og endelig at udvikle og gennemføre nye forsknings-, udviklings- og demonstrationsprojekter. Netværkets faggrupper om "Modeller, metoder og værktøjer til pervasive communication" og om "Infrastruktur til pervasive communication" berører i høj grad softwareområdet.

Sidst opdateret 14/11/05 , © Alexandra Instituttet A/S