![]() |
|
|||||||||||||||
| Centre
for Pervasive Healthcare er kommet godt i gang i det første år.
Centeret er blevet organiseret med ledelse, rådgivningspanel samt forretningsudvalg;
der er lavet en hjemmeside for centeret (http://www.cfph.dk/)
og der er lavet forskellige brochurer og andet pr-materiale. Der har været mange foredrag og demonstrationer af projekter både ude i byen og på Katrinebjerg, og de første projekter er sat godt i søen med ansættelse af flere folk. To projekter sammen med CSC Scandihealth, som var startet op, måtte desværre stoppes, idet CSC trak sig ud af deres engagement. Der er ved indgangen til 2004 tilknyttet 19 personer til centeret – 8 seniorpersoner, 5 ph.d.-studerende, 1 programmør samt 5 specialestuderende. Der kører 9 projekter i centeret, hvoraf de 5 er direkte støttet af ISIS Katrinebjerg. Der er to nye projekter på bedding her i 2004; det ene er et IT-korridor-projekt med B&O Medicom; det andet er et projekt om IT og Ældre med IBM Danmark samt Århus og Københavns Kommuner. Følgende projekter er støttet af ISIS Katrinebjerg: Behandling af diabetiske fodsår i hjemmet Diabetesrelaterede fodsår er en af de mest omkostningsfyldte sideeffekter ved det stigende omfang af diabetes i det danske samfund. Projektet prøver at finde løsninger på det store problem med diabetesrelaterede fodsår ved at foreslå en ny organisation af behandlingen, hvor behandlingen flyttes fra hospitalet til hjemmet, og hvor eksperter inddrages i højere omfang. Dette muliggøres ved hjælp af pervasive computing, ved at indføre systemer til at understøtte overvågningen og koordinationen i et behandlingsforløb. Projektet udarbejdes fra både sundhedsfaglige og teknologiske perspektiver og trækker på en brugergruppe på 13 personer, bestående af sårlæge, praktiserende læge, diabetessårsygeplejersker, hjemmesygeplejersker, patienter og pårørende. Design af brugergrænseflader for små håndholdte, mobile enheder Formålet med dette projekt er at udvikle teknologi til mobil EPJ-brug. Det erhvervsmæssige formål er at udvikle mobil adgang til IBMs EPJ. Dette projekt skal videreudvikle nye innovative features i mobile enheder. Det forskningsmæssige formål er dels at arbejde med emnerne “Context-Awareness” og “Application Roaming” inden for EPJ-området, og dels at evaluere prototypen i et klinisk pilotprojekt, så vi kan udtale os validt om teknologiens muligheder. Det Interaktive Hospital For at edb-systemer skal fungere i en klinisk sammenhæng er der brug for at tænke i helt nye måder at anvende og interagere med teknologien på. Formålet med dette projekt er at udvikle, undersøge samt afprøve sådanne nye former for interaktion med en computer. Projektets oprindelige samarbejdspartner var: Aarhus Universitet, Arkitektskolen i Aarhus, CSC Scandihealth og Horsens sygehus. Projektet hed oprindelig “Væk med tastaturet” men har nu ændret navn til “Det Interaktive Hospital” efter at CSC trak sig ud af projektet. Klinisk Ræsonnement Projektet omhandler systemer til støtte for klinisk ræsonnement. Dette tænkes baseret for det første på data-mining til at udtrække relevant information fra blandt andet EPJ, men også fra mere ustrukturerede data. Derudover skal grænsefladen til dette system udformes, så den passer til de nomadiske og samarbejdsprægede aktiviteter i hvilke systemet skal anvendes. Arbejdet er stoppet medio november, da CSC Scandihealth aflyste sit engagement i projektet. Forståelig it i sundhedsvæsnet Et væsentligt kendetegn ved pervasive computing (“it i alt”) er, at teknologien bliver stadig mere usynlig, at den agerer mere automatisk, og at der bliver større grad af direkte interaktion mellem forskellige it-systemer. Hvis brugerne af disse systemer skal kunne agere kompetent når systemerne ikke fungerer optimalt, når der opstår fejl, og når kravene til systemerne forandres, er det nødvendigt for brugerne at kunne forstå, undersøge, lære om og modificere systemerne og de dele, de består af. Der er bl.a. behov for at brugerne kan synliggøre dele af systemerne og deres brug, at de kan skille systemerne ad, undersøge del-komponenter og eventuelt kombinere dem på nye måder for at tilpasse og udvikle systemerne. Projektets overordnede mål er at udvikle et nyt spektrum af koncepter for it til fremtidens sundhedsvæsen med fokus på at skabe effektive løsninger, der er forståelige for både personale, patienter og pårørende. Projektet skal endvidere medvirke til at skabe synergi mellem projekter, der arbejder med pervasive healthcare. Konkret arbejdes der med 3 cases: (i) gravides vandrejournal, (ii) mobilitet og samarbejde på et hospital samt (iii) it-støtte til reddere og tilskadekomne ved ulykker (f.eks. bilulykker). |
|||