|
Frem
til årsskiftet arrangerer Alexandra Instituttet en række på-vej-hjem-møder,
både i Århus og i København.
Der er endnu ikke fastlagt datoer for efterårets på-vej-hjem-møder,
men du vil snarest modtage en endelig arrangementskalender på mail.
Emnerne for efterårets møder er:
B&O+OO: Fremtiden for hjemmets digitale AV-infrastruktur
B&O har med deres Audio-Video (AV)-produkter forbundet med Masterlink længe
været førende i at tilbyde avancerede funktioner på tværs
af hjemmets AV-apparater. Men Masterlink-systemet er på mange måder
ved at være forældet, og den eksisterende, primært hardware-baserede
tilgang til at udvikle apparater har store omkostninger.
Vi vil give et teknisk overblik over indholdet af det samarbejdsprojekt,
der har foregået det sidste års tid mellem B&O og Alexandra Instituttet.
Dette projekt har til formål at udvikle et digitalt netværk med
tilhørende software-framework til konstruktion af AV-apparater. Vi vil
dække både hardwaremæssige og softwaremæssige aspekter,
med fokus på sammenkoblingen af forskellige AV-apparater, og beskrive
både de løsninger vi har valgt samt eksisterende state-of-the-art
alternativer. Endelig vil vi give et indblik i den forskning, der i øjeblikket
foretages på basis af den allerede realiserede infrastruktur.
Oplægsholdere: Ulrik P. Schultz, Alexandra Instituttet, og Henrik Rasmussen,
B&O.
Når apparater skal på nettet
På-vej-hjem-møde der dækker næsten alt hvad man behøver
at vide for at gennemføre et pletfrit udviklingsprojekt af et elektronisk
apparat med net-funktionalitet. Det henvender sig til projektansvarlige, som
vil have et overblik over alle de udfordringer, projektet potentielt vil indebære
og måder at tackle udfordringerne på.
Foredragsholder: Carsten Dahl, Senior Consultant fra DELTA Software
Technology.
|