Alexandra Instituttet i spidsen for nyt innovationsnetværk
Videnskabsministeriet har bevilget støtte til et nyt højteknologisk netværk for forskningsbaseret brugerdrevet innovation. Netværket drives af Alexandra Instituttet.
Netværket skal etablere en slags innovationshus, der tilbyder services på tværs af videninstitutioner, regioner og brancher. Det faglige udgangspunkt for netværket er innovationsprocesser, der integrerer både forskning, brugere og virksomheder. Denne tre-delte innovationsproces bruges f.eks., når Alexandra Instituttet etablerer samarbejdsprojekter mellem virksomheder og forskere.
Netværkets grundlæggende fagområder er
- innovationsprocesser og koncepter
- markeds- og brugerforståelse
- viden om ny teknologi i et brugerperspektiv
I udgangspunkt har Alexandra Instituttet valgt at fokusere på tre konkrete temaer: oplevelser, livsstil og byggeri. Der vil dog komme flere temaer til undervejs.
Ud over Alexandra Instituttet er deltagerkredsen Innovation Lab, Aarhus Universitet, FORA, IT-Universitetet, Kaospiloterne, Handelshøjskolen i Århus, Copenhagen Business School, Bang & Olufsen, Vitus Bering Danmark, Knowledge Lab og Bankdata.
Kontaktperson: Ole Lehrmann Madsen, 8942 5670, mail ole.l.madsen@alexandra.dk