Home | Kontakt | English | Intranet        

nyt

 

Nyheder 2007

 

IT Security for Citizens

Projektet er støttet med 4,7 mio. kr. fra programmet "Borgernes it-sikkerhed" under Videnskabsministeriets NABIIT-komité. Partnerne i projektet er Datalogisk Institut, Aarhus Universitet, PBS, Cryptomathic, TDC, Giritech og Danske Bank. Alexandra Instituttets Center for it-sikkerhed har været med til at etablere projektet og deltager i udviklingsarbejdet.

Beskrivelse

Almindelige borgeres it-sikkerhed i det moderne vidensamfund lader meget tilbage at ønske. En del af problemet er, at produkterne på markedet ikke kommunikerer sikkerhed på en måde, almindelige mennesker kan forstå.

En anden del af problemet er at den funktionalitet, der tilbydes i f.eks. digitale signaturløsninger og hjemmebank-systemer, typisk er bundet til en bestemt PC. Det fører til manglende fleksibilitet og mobilitet, og samtidig kan sikkerheden i denne type løsninger ofte brydes ved et tilstrækkeligt alvorligt angreb på den maskine, brugeren anvender.

Målet med ITSCI-projektet er at finde løsninger på problemerne ved at kombinere ekspertise i menneske-maskin interaktion med ekspertise i moderne kryptologi. Projektet analyserer almindelige borgeres brug af sikre systemer og udvikler bedre principper for forståelige brugergrænseflader relateret til sikkerhed. Baseret på disse principper udvikler projektet prototyper af mobile systemer til autentifikation af brugere, der kan forbedre brugbarhed og sikkerhed af eksisterende systemer, og som kan danne grundlag for f.eks. den næste generation af hjemmebank-systemer.

Projektet kombinerer to meget forskellige datalogiske forskningskompetencer: kryptologi/sikkerhed og menneske-maskin interaktion.

- Det er en udfordring at designe sikre systemer, men det er en dobbelt så stor udfordring at designe sikre systemer, der også er lette at bruge, siger projektleder, professor Ivan Damgård.

- Vi ved, at brugerne kun tager sikkerhedsløsningerne til sig, hvis de er nemme at anvende. Derfor skal projektet designe brugervenlige grænseflader, samtidig med at det sætter nye standarder for datasikkerhed i mobil kommunikation.

ITSCI-projektet kører fra 1/1 2007 og 4 år frem og får bl.a. tilknyttet to ph.d.-studerende og en postdoc.

Yderligere information: innovationschef Jacob Pagter, e-mail jakob.i.pagter@alexandra.dk, tlf. 8942 5631.
Sidst opdateret 5/02/07 , © Alexandra Instituttet A/S