03.12.07
Interaktivt gulv får stor international designpris
- hæder til nyt koncept for integration af it i undervisningen
Fredag d. 30. november modtog skaberne af det interaktive gulv Vidensbrønden
den prestigefyldte internationale designpris Red Dot Award. Prisoverrækkelsen
fandt sted på The Red Dot Design Museum i Singapore.
Sammen med 17 andre ud af 884 indsendte bidrag har Vidensbrønden modtaget
udmærkelsen ”red dot: best of the best for highest design quality” i
kategorien designkoncepter.
Klik her for at se foto fra prisoverrækkelsen i Singapore (th. projektmedarbejder Karen Johanne Kortbek, tv. professor Kaj Grønbæk, Aarhus Universitet).
En forløber for Vidensbrønden – det såkaldte iFloor - modtog i 2004 Den Danske Designpris, og den mere avancerede Vidensbrønd opnår nu international anerkendelse med en af de mest prestigefyldte designpriser i verden.
Skærm i gulvet
Konceptet bag Vidensbrønden er at integrere it i undervisningen på en
helt ny måde. Det interaktive gulv, der er i daglig brug på Møllevangsskolen
i Århus, er et supplement til elevernes stillesiddende arbejde foran computeren.
På gulvet er computeren erstattet af en 12 kvm. stor skærm nedsænket
i gulvet med en nyskabende brugergrænseflade. Ved at bruge fødder
og hænder som mus ”klikker” eleverne på skærmen
og løser på den måde forskellige opgaver i f.eks. engelsk
og tysk. De kan dyste mod hinanden i matematik-spil og bruge kroppen aktivt undervejs.
Konceptet bygger på forskning, der har påvist at fysisk aktivitet
fremmer læring. I fagsproget kaldes det ”kinæstetisk læring”.
Vidensbrønden har både en social og en pædagogisk funktion
ved at kombinere leg, bevægelse og undervisning. Den bruges ydermere til
specialundervisning af hørehæmmede elever.
Læringsspil
- Vidensbrønden er et spændende tilskud til den almindelige undervisning,
fortæller Gitte Molbæk, pædagogisk it-vejleder på Møllevangsskolen.
- Vi bruger brønden til læringsspil, udviklet af skolens lærere,
og desuden kan børnene selv lave spil og opgaver til hinanden. På den
måde lærer de at samarbejde, samtidig med at de lærer om det
konkrete fag.
- Lige nu er nogle af skolens lærere i gang med at udvikle opgaver til
faget natur og teknik, og matematiklærerne har planer om at bruge Vidensbrønden
til geometriundervisning.
Skoleeksempel
Rådmand for Børn og Unge Magistraten i Århus Louise Gade
ser store perspektiver i Vidensbrønden:
- Rigtig stort til lykke til forskerne bag projektet – men også til
børnene, der er centrum i en utroligt spændende udvikling i krydsfeltet
mellem leg, læring og it. Vi har netop fået afsat foreløbig
500 mio. kr. over de næste 10 år til at udvikle og forbedre de fysiske
rammer, og Vidensbrønden er et skoleeksempel på, hvad vi kan gå efter.
Jeg glæder mig over, at vi har de førende eksperter lige ved hånden
her i Århus – det er bare flot, siger Louise Gade.
Stor interesse
Vidensbrønden på Møllevangsskolen fungerer som et levende
laboratorium, hvor forskere og pædagoger hele tiden udvikler nye applikationer,
samtidig med at den tekniske del af Vidensbrønden forbedres.
Skaberne af Vidensbrønden satser på at udvikle konceptet, således
at der dels kan sælges software til en billigere udgave baseret på projektor
og kamera i loftet; og dels kan sælges en model svarende til Møllevangskolens
til nybyggerier. Markedet er der. Flere skoler har allerede meldt sig på banen
som interesserede, og desuden kan konceptet bruges i mange andre sammenhænge,
f.eks. i butikscentre, museer og biblioteker. Der er kontakt til mulige investorer.
Vidensbrønden er udviklet af forskere ved Center for Interaktive Rum
(www.interactivespaces.net),
Aarhus Universitet, Arkitektskolen og Alexandra Instituttet i Århus i samarbejde
med arkitektvirksomheden Arkitema, rådgivende
ingeniørvirksomhed Søren Jensen A/S, Dansk Data Display og Århus
Kommune.
Projektet er finansieret af Århus Kommune med støtte fra Oticon
Fonden, Boligfonden Kuben og NCC. Forskningen bag Vidensbrønden er initieret
af iSchool-projektet under kompetencecenteret ISIS Katrinebjerg.
For yderligere information
Professor Kaj Grønbæk, Datalogisk Institut, Aarhus Universitet,
leder af Center for Interaktive Rum, tlf. 8942 5636, mobil 21495634, e-mail
kgronbak@daimi.au.dk
Arkitekt Karsten Bro, Arkitema, mobil 22642285, e-mail kbr@arkitema.dk
Civilingeniør og ph.d. Ulla Madsen Thau, Søren Jensen Rådgivende
Ingeniørfirma, tlf. 41 94 94 39, e-mail umt@sj.dk
Produktchef Peter Bræmer, Dansk Data Display A/S, mobil 28106681, e-mail
pb@dansk-data-display.dk
Projektbeskrivelse (pdf)
Foto af elever (1)
Foto af elever (2)