10.01.08
Ole Lehrmann Madsen indtræder i Det Strategiske Forskningsråd
Alexandra Instituttets direktør Ole Lehrmann Madsen, professor i datalogi, er af videnskabsminister Helge Sander udnævnt til medlem af Det Strategiske Forskningsråds bestyrelse – en af de helt tunge poster i det forskningspolitiske system.
Det Strategiske Forskningsråd fordelte i 2007 ikke mindre end 750 mio.
kr. Strategisk forskning er forskning inden for tematisk afgrænsede og
politisk prioriterede områder. Kriterierne er, at forskningen skal have
relevans for samfundet, at den skal skabe værdi i både den offentlige
og private sektor, og så skal den være af høj kvalitet.
Ole Lehrmann Madsen kommer med bestyrelsesposten til at sidde helt centralt,
når det gælder om at indkredse, hvilken type forskning der skal prioriteres
i fremtiden for at sikre Danmarks position som stærkt vidensamfund.
Selvom Ole Lehrmann Madsen selv til daglig arbejder med forskningsbaseret brugerdreven
innovation og pervasive computing, er det dog ikke noget, der vil få særrang,
når han skal være med til at fordele forskningsmidler:
- Det bliver meget spændende at få lov til at tage helikopterblikket
på og tænke forskningen ud fra almen relevans. Jeg skal også forholde
mig til f.eks. miljøforskning, nanoteknologi og kulturforståelse.
Men det er da givet, at it er et af de områder, der fortsat vil blive satset
på, og her kan jeg byde ind med min erfaring – specielt når
det gælder involvering af erhvervslivet, udtaler han.
Formand for Det Strategiske Forskningsråd er Peter Elvekjær, Grundfos. De øvrige medlemmer er dekan Frede Blaabjerg, Aalborg Universitet, professor Esther Fihl, Københavns Universitet, underdirektør Karin Hamberg, LEO Pharma, dekan Mogens Hørder, Syddansk Universitet, direktør Bjørn Lykke Jensen, Teknologisk Institut, dekan Børge Obel, Handelshøjskolen Aarhus Universitet og direktør Svend Erik Sørensen, Danish Crown.